Nødvendige forholdsregler – standardanbefalinger fra WHO
- Undgå tæt kontakt med mennesker, der tilsyneladende ikke har det godt, og som har feber eller hoster
- Vask hænder hyppigt og grundigt – med vand og sæbe
- Lev sundt: få søvn nok, spis sund og næringsrig mad og vær fysisk aktiv
Nødvendige forholdsregler – andre kilder
- Host eller nys ned i din arm (hulningen ved albuen) eller ned i et papirlommetørklæde (som du straks smider ud). Hold dig ikke for munden
- Gå til lægen, hvis du har feber, hoster, har ondt i halsen, ømhed i kroppen, hovedpine, kuldegysninger eller føler dig udmattet, har diarré eller kaster op
- Rengør og desinficer hyppigt overflader med et registreret desinficerende rensemiddel, som lever op til kravene i forbindelse med Influenza A og/eller fugleinfluenza.
- Vira kan overleve på hårde overflader i to timer eller mere, så rengør og desinficér hyppigt udsatte overflader som kantineborde, skriveborde, dørhåndtag og andre berøringsflader på døre, lyskontakter, stationære computere, toiletter, håndvaske og vandhaner, telefoner, elevatorknapper osv.
Smitte fra menneske til menneske – her skal du passe på
Når en smittet person hoster eller nyser, bevæger små dråber sig gennem luften og lægger sig til rette på diverse overflader, og bakterierne spredes, når et menneske rører ved dråberne og derefter ved sine egne øjne, mund eller næse, før han/hun har vasket hænder.
Medicin
CDC anbefaler Oseltamivir (Tamiflu) eller Zanamivir (Relenza) til behandling og/eller forebyggelse af smitte med influenza type A-vira. Antivirale lægemidler (piller, i flydende form eller via inhalator) er receptpligtige, og de virker på den måde, at de forhindrer influenzavira i at formere sig i kroppen. Hvis du bliver syg, kan antivirale lægemidler mildne forløbet og sørge for, at du hurtigere får det bedre. De kan måske også forebygge alvorlige komplikationer af influenzaen. Antivirale lægemidler virker bedst, hvis man kommer i gang med behandlingen, hurtigt efter at man er blevet syg (i løbet af 2 dage efter at symptomerne har vist sig).
Tidligere tilfælde af type A influenza (H1N1)
Ligesom almindelig, årstidsrelateret influenza kan influenza type A hos mennesker være alt lige fra mild til alvorlig. I perioden fra 2005 til januar 2009 blev der konstateret 12 tilfælde af svineinfluenza hos mennesker i USA. Ingen af de berørte døde. Men svineinfluenzainfektion kan være alvorlig. I september 1988 blev en ellers sund og rask, 32-årig, gravid kvinde fra Wisconsin indlagt med lungebetændelse. Hun var smittet med svineinfluenza og døde 8 dage senere. I 1976 mundede et svineinfluenzaudbrud i Fort Dix, New Jersey, ud i over 200 alvorlige tilfælde og et enkelt dødsfald.
Hvis udbruddet kommer
Hvis der kommer et lokalt udbrud - og i særdeleshed når det bliver bekræftet, at der er risiko for, at virus kan sprede sig fra menneske til menneske - vil FN’s verdenssundhedsorganisation WHO, verdensorganisationen for dyrevelfærd OIE, FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO, den europæiske fødevaresikkerhedsmyndighed EFSA og lokale sundhedsmyndigheder formentlig udstikke yderligere strenge krav og procedurer med henblik på at minimere risikoen for smitte fra menneske til menneske i lukkede miljøer og på offentlige steder.
Situationen er pr. 29.04.2009 klassificeret som Fase 4- beredskab, hvilket ifølge WHO bl.a. indebærer ”vedvarende overførsel fra menneske til menneske”.























